Havkajaktur Falster rundt 2004
Falster Rundt i havkajak
– med en nybegynder!
Efter Per’s og min 14 timerstur Møn Rundt i havkajak rejste spørgsmålet sig
hurtigt - hvorfor ikke også en tur Falster Rundt?
Vi talte herom, og jeg foreslog en af de sidste week-ender i august - alt efter
vejret. Per kunne kort tid herefter oplyse, at Jens Kristensen, Nyk. F. gerne
ville deltage - men i godt vejr ville han ro i turkajak. Da Per samtidigt kunne
oplyse, at Jens roede 50 km på 4 timer og endog kunne nå at spise en is også,
mente jeg nok, at det ville være en ret håbløs opgave at kombinere os i havkajak
med Jens i en turkajak - og på sin vis kunne det jo også være hensigtsmæssigt i
klubmæssig henseende, hvis flere medlemmer fra vores egen klub kunne formås til
at deltage.
Men hvem kunne komme på tale - Dorthe, Villy, Ove ?
Midt i august fik vi 2 nye plastkajakker, og da jeg havde formået Keld Stærke
til at tage med på måneskinsturen til Tærø, kunne vi lige så godt prøve de nye
kajakker.
Efter den tur provokerede jeg så Keld Stærke til at overveje at tage med Falster
Rundt. Måske en lidt ”hasarderet” provokation henset til, at Keld først har
startet (kajak)roningen i 2004, og vel på det tidspunkt kun havde roet et par
hundrede km samlet og den længste roede tur uden pause var til Farøbroen og
længste tur i øvrigt til Tærø!
Men Keld Stærke lod sig provokere - måske ansporet af, at Keld Lund havde gjort
turen rundt om Falster kort forinden, ganske vist i etaper med dages mellemrum,
men alligevel.
Vi planlagde turen til sidste week end i august - og vejret var såmænd heller
ikke til det tidligere, ligesom det ville være tæt på fuldmåne, hvis vi nu
skulle få behov for natroning. Turen blev af hensyn til Keld Stærkes deltagelse
planlagt til at strække sig over 3 dage - ellers havde Per og jeg nok forsøgt os
med kun en overnatning.
Det var således planen at dele turen i 3 dele.
Første del fra Stubbekøbing til Alstrup fredag aften med afgang fra klubben kl.
16.00 og med overnatning i kredsens hus på Alstrup Strand.
Anden etape fra Alstrup til Sdr. Alslev Strand, hvor vi havde aftalt overnatning
hos Keld Lund.
Og på tredje dagen hjem fra Sdr. Alslev til Stubbekøbing Roklub.
Som nævnt var Keld Stærke nybegynder i 2004, så det var unægtelig en modig
satsning af ham at tage med - efter sigende fandt Lydia den grænsende til det
dumdristige med en slet skjult frygt for, at Keld konstant ville blive presset
til at ro stærkere, end han formåede.
I min planlægning havde jeg regnet med, at vi skulle ro 7 km/t om fredagen for
at nå til Alstrup inden mørket faldt på og 6 km/t i snit om lørdagen, hvor vi
ville have den længste strækning på ca. 70 km.
Torsdag før vi skulle af sted var vejrmeldingen ikke lovende - en del regn og
lidt vel megen vind fra SV, og på klubaftenen torsdag gav jeg da også utvetydigt
udtryk for min modvilje mod at tage af sted med udsigt til at skulle ligge og
rode rundt i noget høj sø efter Suderø og måske endog i halvmørke.
I løbet af fredagen ændredes vejrmeldingen lidt, idet vinden nu varsledes noget
svagere, men dog på kanten henset til frygten for Keld Stærkes styrke - eller
mangel på samme.
Per og jeg talte sammen et par gange i løbet af dagen, og da det via DMI’s radar
så ud til, at de varslede regnbyger faktisk var kommet hurtigere end beregnet,
besluttede vi os for at tage af sted.
Vi skulle mødes i klubben kl. 15.30 for at pakke kajakkerne. Per skulle sørge
for hans og mit indkøb af forplejning og drikkevarer til brug om fredagen, idet
vi så om lørdagen ville proviantere i Nyk. F.
Da jeg ankom til klubben kl. ca. 15.40 var Per og Keld i fuld gang med at pakke
deres kajakker, og jeg kunne forstå, at Keld havde besvær med at få plads i sin
kajak (Klyden), til alt det, han nu syntes, at han havde brug for at tage med.
Selv havde jeg masser af plads i Hejren, så for en sikkerheds skyld tog jeg et
telt med.
Vi kom af sted lidt over kl. 16. Med vinden i SV ville vi have lidt læ til
Havnsø Næb, men naturligvis alligevel måske lidt modvind til åen og fra Havnsø
skov til næbet for derefter at måtte forvente betydelig modvind til Gåbense,
nogen læ igen til Valnæs og så ellers den hårde tur over Vålse Vig.
Men selvfølgelig ”frygtede” jeg mest af alt turen fra Suderø til Alstrup, hvor
vi med den aktuelle vindretning ville komme ud i mere åbent farvand.
Vi fulgtes rimeligt ad i starten, men alligevel havde vi ikke roet mere end et
par km, førend Per lå noget foran, så jeg foreslog Keld, at vi, når vi havde
passeret den Grønne Lade, lagde kursen direkte mod Sukkerbroen. Af uransagelige
årsager fortsatte Keld imidlertid helt ned til åen, hvor Per ventede på ham,
medens jeg så måtte vente på dem ved Sukkerbroen.
Hejren er en let og hurtig kajak, men med en tendens til at være lidt
sidevindsfølsom i ulastet stand. Men det var dog intet imod, som den nu teede
sig i lastet stand!. Jeg måtte ned langs kysten til den Grønne Lade konstant
styre kontra og forbandede mig selv over at have lastet forkert. Jeg var mig
også bevidst, at jeg meget hurtig ville blive utroligt træt i benet, hvis jeg
hele vejen til Alstrup skulle bruge så mange kræfter på at styre. Så på sin vis
var det heldigt, at jeg fik en lille pause ved Sukkerbroen i min venten på Per
og Keld, for da opdagede jeg, at rorfrigørelseslinen havde sat sig fast, således
at roret ikke var fuldt udløst og derfor automatisk styrede kajakken skævt ! Da
jeg først fik løst det problem, viste Hejren sig i blot moderat lastet stand at
være ganske fremragende også i sidevind.
Vi passerede Farøbroen efter knapt en times roning og var enige om, at vi
hellere måtte sætte kursen mod Gåbense og ikke gå direkte mod Storstrømsbroen.
Ved passage af Havnsø Næb lå Per noget længere mod land end os andre og - nå ja,
et lille stykke foran, hvilket gjorde det umuligt at aftale kursændring med ham,
da det viste sig, at der var knapt så megen sø i Gåbensebugten som forventet.
Keld og jeg satte kursen direkte imod Storstrømsbroen. Næsten nået til Gåbense
fandt Per ud af, at vi andre tog en noget mere direkte kurs, hvorfor han også
lagde kursen om og dermed alligevel kom først til broen.
Fra Storstrømsbroen og til Dyrefod fulgtes vi sådan nogenlunde ad. Her tog vi os
tid til en lille pause under land i læ for vinden og forberedte Keld på en
muligt lidt hård tur over Vålse Vig, og i mit stille sind bad jeg til, at vi
ikke ville sætte for megen tid til, da gråvejret var stærkt tiltagende.
Turen over Vålse Vig blev ikke så slem som frygtet, men alligevel var farten for
lav. Keld begyndte at synes lidt mærket !
Fra Vålse Vesterskovs NØ hjørne og til Suderø er nu også et pænt stykke vej, og
Per tog på ny teten og lagde indenom Suderø en kurs ret tæt på Falsterkysten, og
eftersom det var noget lavvandet gav det sidste stykke lidt problemer, og især
for Keld idet Klyden åbenbart stikker dybest - - -
- og nej, ikke et ord om oppakning.
Keld er overbevist om, at han har skabt en sejlrende langs land.
Men vi kom igennem, blot var det blevet meget senere end beregnet og mørket var
hastigt tiltagende godt hjulpet på vej af regntungt skydække.
Vi kunne se lyset på Guldborgbroen, kunne se kysterne på Lolland og Falstersiden,
hvorfor vi satte kursen direkte mod Guldborg.
Umiddelbart var der en smule sø lige efter passage af Suderø, men da vi kom lidt
fra land tog søen alvorligt til.
Vi havde ikke roet længe førend det begyndte at regne og med regnen reduceredes
sigtbarheden betydeligt. Søerne blev højere og højere og Keld havde vanskeligt
ved at holde fart, hvorfor jeg råbte til ham, at vi skulle vende om. Svaret var
dog, at jeg bare skulle lægge mig lige foran ham, så han kunne følge mig.
Søernes størrelse og Keld’s manglende fart gjorde det meget vanskeligt at følges
ad, og snart lå jeg igen for langt fra Keld.
Per, der havde ligget et stykke væk, var aldeles bekymret for Keld - uden tanke
på, at Keld var iført såvel våddragt som redningsvest, medens han og jeg selv
fortsat havde redningsvesten liggende på agterdækket! Per søgte kontakt med
Keld. Jeg kunne konstatere, at Keld og Per nu fulgtes ad, men desværre op imod
søerne og altså på vej imod Lolland ! Både Keld og Per bruger briller og regnen
bevirkede, at de havde særdeles vanskelig ved at se ret meget.
Guldborg kunne ikke længere ses og høje og krappe søer og 2 roere, der nærmest
intet kunne se, gjorde situationen ret uholdbar, så vi besluttede at lægge
kursen om og falde af med søerne ind mod land til Resle.
Da var jeg glad for, at jeg havde taget teltet med, selvom jeg forudså, at det
ville blive en kold fornøjelse at skulle overnatte i det. Heldigt var det
derfor, at det var muligt at ro langs med land på lavt vand, hvor søerne blev
minimale.
Men nu gik det langsomt, uhyre langsomt, og næsten konstant roede jeg for
stærkt, lidt længere ude end Per og Keld og uden tanke for, at de nærmest intet
kunne se, selvom Per vist op til flere gange gjorde mig problemet klart.
Per udtrykte nogen bekymring for, hvor vi befandt os, men så længe vi havde land
på bagbords side, skulle vi jo nok på et tidspunkt nå til Alstrup - og vi roede
jo næppe under Guldborgbroen uden at opdage det.
Og vi fandt da også frem til Alstruphuset uden større problemer, der er jo det
lille fiskerleje tilhørende Anker Larsen umiddelbart før.
Vel ankommet - men betydeligt senere end beregnet - bar vi kajakkerne op på
græsset. Per og jeg gik op til huset, fik tændt lyset og konstaterede, at eneste
varmekilde var 2 elkomfurer, hvoraf det ene ikke virkede. Vi tændte for det
andet og gik tilbage og pakkede det ud, som vi skulle bruge, vendte kajakkerne
på hovedet, så de ikke blev fulde af regnvand, skiftede til tørt tøj og gjorde
klar til den noget sene aftensmad.
Kl. 1 gik vi til køjs - Per og Keld på husets bløde brikse, en selv måtte tage
til takke med det af Per medbragte liggeunderlag.
Der gik ikke mange øjeblikke førend Per lod ane, at han havde søvnbehov. Selv
havde man - som vanligt - en lidt urolig nat, og det indre ur havde ringet,
inden lyden af mobiltelefonvækningen hørtes.
Eftersom vi var kommet sent til Alstrup, måtte vi også acceptere, at vi kom
senere af sted end planlagt.
Det måtte så betyde, at vi måtte forsøge at ro lidt hurtigere end de 6 km/t, som
jeg havde budgetteret med, skære pauserne ned og i øvrigt acceptere at komme
senere frem til Sdr. Alslev.
Regnen var taget af og vinden løjet og tilsyneladende drejet mere i V, da vi
stod op, men da vi skulle af sted, var den på ny i SV, og jeg havde mine ”bange”
anelser for, hvordan det ville se ud, når vi efter Bredningen slap Lollands læ.
Med ca. 2½ times forsinkelse i forhold til tidsplanen begav vi os på vej.
Der var moderat medstrøm, og det gik rimeligt imod Nyk. F. Omkring Pandebjerg
øgede Keld endda tempoet en stund, så man blev helt optimistisk med hensyn til
at nå Sdr. Alslev i rimelig tid.
Vi lagde til ved lystbådehavnen ved Føtex for at proviantere. Det blev Keld og
Per, medens jeg selv lagde mig på broen og nød den sporadisk skinnende sol.
Keld kom tilbage med varm kaffe og morgenbrød - herligt.
Kl. 11.10 drog vi videre efter ca. 50 min. pause. Vi rundede Kalvø i mindre
afstand end i inriggerne og satte kursen mod Stavreby. Over Bredningen begyndte
der at komme lidt modsidesø, men søerne var rimelige og voldte ikke problemer.
Keld begyndte dog mere og mere at tabe fart, og vi blev enige om at holde en
lille pause ved Stavreby, inden vi skulle ro de sidste ca. 10 - 12 km til Gedser
uden læ af Lolland.
Per roede lidt i forvejen og fandt et passende landgangssted, hvor vi kunne
komme lidt i læ af marehalm og siv.
Keld blev beordret til indtagelse af diverse sukkerholdige spiser og drikke, så
vi var sikre på, at han da mindst havde kræfter til den ventede værste strækning
til Gedser.
Turen til Gedser blev dog heller ikke så slem som frygtet. Søerne, der nu
nærmest kom ind fra siden, var ikke så voldsomme, og man kunne faktisk sagtens
ro uden at tage sig i agt for dem. Dog holdt Keld indimellem op med at ro, når
der kom et par lidt større søer.
Hastigheden faldt igen, og Per kom snart noget foran. Jeg ”vejledte” Keld om, at
han skulle strække armene og huske at skubbe padlen (joh Tove, noget husker man
skam) - ja, sandt at sige, så havde denne ”mobning” stort set fundet sted lige
fra vi tog fra Stubbekøbing om fredagen - husk nu dit og gør nu dat!!
Per gik i land ved lystbådehavnen og ventede på os, og Keld havde i sandhed brug
for en ny pause - efter eget udsagn i et sådant omfang, at han endog på et
tidspunkt havde overvejet en kæntring bare for at opnå et hvil !
En ny pause.
Resten af turen skulle nu være den letteste ting af verden. Der var kun ca. 1 km
til vi burde få sidemedvind og medsø, og når vi rundede Gedser Odde, ville vi få
læ.
Og sådan blev det da også.
Per lå snart igen langt foran, men ventede dog pænt på os andre på den anden
side af Odden, hvor vandet var aldeles roligt.
Så var der kun ca. 20 km til Sdr. Alslev.
Nu skulle man tro, at det rolige vand på østsiden af Falster ville medvirke til,
at vi kom hurtigere frem.
Men nej.
Keld var ”brugt” - ja, måske er ”godt slidt” en mere korrekt angivelse; farten
sagtnedes om muligt endnu mere, og ved Bøtø måtte vi igen holde et lille hvil.
Efter Bøtø blev vi enige om, at sætte kursen direkte imod telemasten i Sdr.
Kirkeby og altså ikke slavisk følge kysten. Endvidere blev vi enige om, at Per
skulle ro i forvejen for at finde Keld Lund’s hus, medens det endnu var lyst,
for vi kunne jo nok se, at med den lave hastighed vi roede, ville det utvivlsomt
være mørkt, inden vi nåede frem.
Per forsvandt hurtigt, og jeg forsøgte at tirre Keld til at øge farten ved
konstant at ligge en lille halv kajaklængde foran. Det var ingen succes, og da
jeg på et tidspunkt havde roet lidt i mine egne tanker og var kommet lidt for
langt foran, måtte jeg til min store overraskelse konstatere, at Keld havde sat
kursen mod land, så jeg fik travlt med at komme tilbage, for hvad var galt?
Keld havde dog bare besluttet sig for lige at spørge et par kystvandrere, hvor
vi befandt os. Det kunne jeg nu godt have fortalt ham: kun ved Marielyst!
Vi havde stadig nogle km op til Keld Lund, og hvis Keld Stærkes rotag tidligere
havde været korte, ja, så var de nu blevet ultra korte. Umiddelbart følte jeg,
at vi sneglede os af sted med ikke over 3 km/t, og det på trods af, at det nu
nærmest var vindstille og havblik.
Med hjælp fra Per, der af og til blinkede med sin lommelygte, fandt vi ubesværet
frem til Keld Lund’s hus - det havde vi måske gjort alligevel, for vi havde fået
at vide, at vi bare skulle kigge efter nogle kvasbunker på kysten, som ikke var
blevet brændt af til Skt. Hans samt nogle pæle i vandet opstillet på en lidt
speciel måde.
Problemet var blot, at der var ganske mange af de kvasbunker, og at vi faktisk
ikke kunne se dem i mørket.
Og pælene stod nu heller ikke lige ud for Keld Lund, så Per roede for langt og
måtte slæbe kajakken i sandet tilbage til Keld Lund’s grund.
Vel ankommet bar vi kajakkerne op i Keld Lund’s have og pakkede ud.
Keld Lund var ikke hjemme, men havde lagt en nøgle til os.
Vi tog os den frihed at bevilge os et bad inden en igen sen middag, og lige som
vi skulle til at spise, kom Keld Lund hjem. Det blev tid for lidt hyggesnak, og
vi kom igen sent til køjs.
Denne gang udskiftedes liggeunderlaget dog med en god madras, og med ca. 13
timer på vandet og 70 km i armene var der ikke problemer med at sove denne nat.
Næste morgen åbenbarede det mest pragtfulde vejr. Solen skinnede fra en skyfri
himmel, ikke en vind rørte sig, og Østersøen var blank som et spejl, og efter et
solidt morgenmåltid var vi klar til hjemturen. Keld mere end nogen anden, for
midt i morgenkaffen dukkede Lydia op, og Keld overlod hende størstedelen af sin
oppakning, dog i bytte for nogle gevaldige madpakker.
Klyden lå vist nu knapt så dybt, og det gik rimeligt tjept hjemover.
Vi lagde ind i Hesnæs, fik en bid brød og en elefantisk energidrik, hvorefter vi
gik friskt til de sidste 16 km. Der var nu kommet vind fra SØ, hvilket gav os
nogen medsø hjem med mulighed for lidt mindre surf.
Omkring middagstid var vi hjemme og blev modtaget af det svage, men smukke køn
med lettisk champagne, kolde øller og pizzaer.
Og Keld - Per og jeg er helt enige om, at hvis klubben uddelte en pokal for
årets ropræstation, så ville du være selvskreven til at modtage den.
Og Keld - når du nu ikke selv fik skrevet denne beretning om din første langtur,
så måtte jeg jo gøre det.
Max.