Havkajaktur Møn rundt 2004
Møn rundt i havkajak.
Der var ikke så meget at betænke sig på. Da vejret den 28. juli så ud til at
arte sig, var det med at komme af sted. Bådene blev pakket. Vi tog telt og
soveposer med i forventning om en overnatning omkring Klintholm – og så af sted
kl. 11.45.
Det blev en kort tur, for jeg måtte hurtigt søge ind bag molen for at få fred
til at tage spraydecket på. Der var nogle underlige bølger (konflikt mellem
strøm og sø) og Gasen var sædvanen tro ved at dykke flere gange. Max i Hejren
fik næsten intet vand ind. Efter den lille pause gik det fint. Der var lidt mere
sø end forventet fra NV, men fra vi var halvvejs over Grønsund, var der kun tale
om småbølger. Vi kom hen over Letten i fin fart og passerede Dronning
Alexandrines bro noget tidligere end beregnet. Spraydecket kunne snart gemmes
væk. Vinden var nu løjet af til en svag brise. Det holdt sig resten af turen, og
vi oplevede perioder med havblik.
Vi passerede Lindholm om styrbord og nåede lige at konstatere, at der næppe blev
problemer med for lidt vand, da vi løb ind i et område vest for Tyreholm med kun
10 cm vand under kølen. Her går selv en havkajak i stå. Jeg forsøgte skiftevis
at ro og stage mig frem, men det gik langsomt. Max tog en kurs mere mod øst for
at følge sejlrenden. Trods omvejen kom han først.
Vi gik under broen til Nyord og kiggede lidt spændt på søen.
Der var bare ingen problemer, så det gik med fuld fart ned til Bøgenæs Sand,
hvor vi gik i land for at strække ben. Vi havde roet 27 km på 3 timer.
|
Efter en lille forfriskning gik det videre mod Brunhoved.
Vi tog en ret direkte kurs.
Jeg fik lokket Max til at ro 3 km forbi Brunhoved, fordi jeg var tæt på at runde
1000 km, men ved Stubberup Have skulle vi altså i land. Kysten var stenet med en
tangbræmme, men det gav ikke problemer med landgangen. Rullestenene på stranden
var ikke rare for ryggen, når man skulle ligge og strække ud.
|
Efter at have fået mad og drikke og en god times hvil fortsatte vi langs
klinten. Vejret var pragtfuldt med fin sigt. Ved Hellehavns Nakke kiggede vi
efter et fyr, som ifølge kortet skulle stå der. Det gjorde det ikke, og nyere
kort end vores slidte las har afsløret, at fyret er taget ned.
Nu viste klinten sig i al sin skønhed. Vi fortsatte i turistfart og tog os god
tid til at posere for hinanden, så der kunne blive et par billeder til
familiealbummet.
|
Vi forsøgte at sætte navn på de forskellige klinter, men det var svært,
blandt andet fordi meget er ændret på grund af nedstyrtninger. Efter lidt
gætterier på, hvor vi ville finde fyret syd for klinten, var vi der lige
pludselig. Kroppen var begyndt at beklage sig lidt, men der var stadig 5 km til
Klintholm. Vi fortsatte ind i solnedgangen, som var så skarp, at det var svært
at se Klintholm. Men endelig kl. 20.45 var vi der – 9 timer efter starten fra
Stubbekøbing. Vi løb op på sandstranden vest for havnen. Efter at have fået
fyldt kroppens depoter op med søde sager, var vi mest stemt for at fortsætte
lidt endnu. Det var ved at blive mørkt, men det var næsten fuldmåne – så da
først tanken var udtalt, padlede vi af sted igen efter kun 45 minutters
vederkvægende hvil for de ømme bagdele.
Vi besluttede at sætte kursen mod Oddermose Strand 9-10 km mod vest, men ret
snart skred kursen mere mod syd.
Vi havde god fart på og var egentlig ikke særligt trætte. Det betød at vi ret
bevidst gik forbi Oddermosen og landede 3-4 km længere mod sydvest formentlig i
nærheden af Hjelm Kobbel. Vi kunne ikke rigtigt genkende noget på land, så vi
havde kun uret og fornemmelsen til at fortælle os, hvor langt vi roede.
Da vi gik i land udmærkede Max sig ved at ro lidt videre for at finde et bedre
landgangssted – stik mod vores aftale! Det betød, at vi faktisk blev væk fra
hinanden. I dagslys havde det ikke været et problem, men at stå om natten på en
øde strand og råbe ud i mørket uden at få svar, det en ret ensom oplevelse. Jeg
begyndte også ret hurtigt at fryse. Jeg havde roet med spraydeck fra Klintholm,
og det holder kroppen dejlig varm. Nu kunne jeg mærke nattekulden. Jeg tændte
den medbragte lygte for at signalere, hvor jeg var, men det var ikke til at
vide, om Max ventede på mig eller omvendt. Jeg havde netop besluttet at ro lidt
videre, da han kom stavrende langs stranden med varm kaffe og madder. Det var
lige, hvad vi trængte til.
Tanken om at skulle slå telt op på en ukendt strand kun 19-20 km hjemmefra var
ikke særligt tillokkende. Så vi drog videre.
Madses Klint var næste mål. Vi gættede på, at den lå ca. 5 km væk, men det var
svært at bedømme. Månen var også ved at gå ned, så det ville være rart at nå
kendte kyster, inden den forsvandt i havet mod syd. Da vi havde rundet Madses
Klint, var månen stort set væk. Vi fulgte kysten og blev på et tidspunkt enige
om, at et blåligt lys på himlen mod vest måtte være Stubbekøbing. Det viste sig
senere at være stenværket. I det hele taget havde vi stort besvær med at
identificere de forskellige lys på vandet og på land. På et tidspunkt var jeg
helt sikker på, at jeg kunne se lys fra Næsgaard. Max mente lysene bevægede sig,
og lidt senere måtte jeg konstatere, at ”Næsgaard” var på vej ind i Grønsund. De
forskellige fyr var også svære at identificere.
Da vi var omkring campingpladsen fik vi problemer med for lavt vand. Bølgerne
blev til store dønninger, som drillede, og pagajerne ramte bunden. Vi besluttede
at sætte kursen mod Falster. Søen var rolig og sigtbarheden fin dog med lidt dis
mod syd. Vi kunne tydeligt se Falsters lys, selvom vi ikke helt præcist kunne
sige, hvor de stod. I starten var kursen lidt for sydlig, men da vi kom helt fri
af Møn, kunne vi se stenværket og satte kursen stik vest. Vi fik kontakt med
Falster i nærheden af fyret ved Næs og fortsatte mod Næs havn.
Per Steen.
 |
 |
 |
 |